Penguin 4.0 – Hvad betyder dette dyr for din hjemmeside?

Af Dennis Funch Hansen Kategori: Ændringer fra Google, Søgemaskineoptimering

I dette korte indlæg tager vi et kig på Googles seneste Penguin-opdatering, så du ved, hvad dette dyr betyder i SEO sammenhænge og for din hjemmeside.

Penguin historisk set

Penguin er en algoritme, som Google begyndte at tage i brug tilbage i 2012. Formålet med Penguin er, at straffe hjemmesider, som har unaturlige linkprofiler. En unaturlig linkprofil vil sige, at hjemmesiden fx modtager links fra domæner af lav kvalitet, og at der er tydelige tegn på, at man meget bevidst har forsøgt at udnytte svagheder i Googles måder at rangere hjemmesider på.

Målet for Google er at servere det rigtige indhold til det, folk søger efter. Før Penguin kom til verden, var det groft sagt antallet af links til en side, som Google brugte til bl.a. at vurdere en sides relevans til brugernes søgehensigter – for hvis der er mange som linker til en given side, så må det vel betyde, at indholdet på siden er godt og relevant? Tanken var fin, men algoritmen var ikke avanceret nok til at håndtere, at folk bare kunne manipulere den ved at anskaffe sig en masse ligegyldige og spammy links.

Derfor opstod Penguin – som en reaktion på at det var for nemt at manipulere med den eksisterende måde, hvorpå Google rangerer sider. Sidenhen har Penguin løbende fået lavet justeringer og opdateringer – bl.a. i en version 2.0 og 3.0, og for nyligt har vi så fået version 4.0.

Penguin 4.0: En pingvin med hurtige reflekser

Tidligere fungerede Penguins algoritme på den måde, at der ind i mellem – og lidt tilfældigt – kom såkaldte ’refreshes’. Dette betyder, at algoritmen som sådan kun reagerede periodisk – Penguins straf (og benådning) kunne altså tage tid før det viste sig i søgeresultaterne. Dette er selvfølgelig uhensigtsmæssigt af to årsager:

1) Folk, der bevidst bruger ”beskidte tricks” for at komme til tops, kan potentielt nå at få noget ud af det.

2) Folk der er uheldige eller udsættes for negativ SEO – dvs. hvor der bliver bygget dårlige links mod dem (som det fx skete for denne danske webshop) – må lide indtil Penguin ’refresher’.

Med Penguin 4.0 er dette fortid. Nu er Penguin blevet ”real-time”, hvilket vil sige, at den hurtigt opfanger og reagerer på ændringer i hjemmesiders linkprofiler. Straffen kommer prompte, men det samme gør benådningen, hvis man reagerer på det.

Hvad betyder Penguin 4.0 for dig og din hjemmeside?

Det vil med al sandsynlighed ikke have betydning for dig, hvis du er kunde hos os. Fordi vi styrer langt uden om ”beskidte tricks” bliver en straf fra Penguin altså ikke aktuel.

Skulle det dog ske, at der pludselig sker noget lignende det, den tidligere nævnte danske webshop blev udsat for, så skal du ikke bekymre dig – af disse årsager:

  • Den nye Penguin opdatering devaluerer ikke et helt domæne, men blot de konkrete sider, som de dårlige links peger på. Med andre ord, det er ikke domænet og dets placeringer generelt, der bliver påvirket.
  • Vi reagerer på det. Og vi får fjernet de dårlige links, så vi, takket være at Penguin er realtid, genvinder placeringerne med det samme.

Ord du kan støde på ifbm. Penguin

Vi slutter af med en række forklaringer på ord, som du ofte vil møde ifbm. Google Penguin og linkbuilding:

Disavow: Disavow vil sige, at man fortæller Google via en disavow-fil om en række links, man ikke ønsker Google skal se bort fra. Hvis man har fået et dårligt link, kan man altså selv gå ind og fortælle Google, at man ikke ønskes at sættes i forbindelse med det dårlige link.

Penalty: En penalty bruges om situationer, hvor Google har straffet et site for at bruge beskidte tricks. Oplever man et drastisk fald i placeringerne generelt for sitet, skyldes det med høj sandsynlighed en penalty. En sådan straf kræver reparationsarbejde, og det første skridt bliver derfor at identifcere, hvad sitet blev straffet for. Hvis der er tale om en manuel straf, så giver Google information om straffen via Google Search Console. Er der tale om en algoritmisk straf skal man igang med en undersøgelse af, hvilken algoritme, der har medført udfaldet.

Linkprofil: En linkprofil er en samling af parametre, som Google vurderer et site ud fra ift. links.

Black hat SEO: Black hat SEO er betegnelsen for SEO praksis, hvor man bruger de berygtede “beskidte tricks” – i modsætning til white hat SEO.

Negativ SEO: Negativ SEO dækker over når folk forsøger at ødelægge et sites placeringer i Google via metoder, der nærmest garanterer en straf fra Google.