Googles mobil opdatering: Hvor stor er forskellen?

Kategori: Ændringer fra Google, Søgemaskineoptimering

Som du sikkert ved, meddelte Google tilbage i februar, at deres algoritme fremover ville favorisere mobilvenlige hjemmesider, når der bliver søgt fra en mobilenhed. Siden har hjemmesideejere verden over haft travlt med at gøre deres hjemmesider mobilvenlige, og d. 21. april trådte ændringen så i kraft. En ændring, der i branchen har fået tilnavnet “mobilegeddon”.

For nogle virksomheder er det et større projekt at gøre deres hjemmesider mobilvenlige, og under alle omstændigheder er det noget, som koster tid og penge.

Hos s360 har vi derfor sat os for at undersøge, hvor vigtigt det egentlig er at gøre sin hjemmeside mobilvenlig. Vi har fulgt mobilegeddon nøje, og siden d. 21. april har vi løbende overvåget forskellen i mobiltrafik for vores kunder.

Sådan har vi gjort

Vi har kigget på data for i alt 60 hjemmesider, hvoraf halvdelen er mobilvenlige, mens den øvrige halvdel ikke er tilpasset visning på mobil.

For hver hjemmeside har vi taget antallet af besøgende, der er kommet via Googles organiske søgeresultater, og ud fra dette har vi fået et gennemsnitligt besøgstal for hver dag.

Da nogle hjemmesider har mange besøgende og andre knap så mange, har vi normaliseret besøgstallene, før vi har udregnet gennemsnittet. På denne måde vægter alle hjemmesider lige højt, og vi undgår, at nogle få, store hjemmesider skævvrider dataen.

Al data stammer fra Google Analytics.

Foreløbige resultater

Grafen herunder viser den foreløbige tendens her fire uger efter d. 21. april. Den sorte streg markerer datoen for mobilopdateringen.

mobilegeddon-4-uger

Hvert punkt på X-aksen markerer en uge henholdsvis før og efter opdateringen. Vi har brugt de 10 uger før opdateringen som et indeks, og hver uge sammenlignes dermed med det gennemsnitlige niveau for de 10 uger. Et positivt tal indikerer at besøgstallet er højere end niveauet i disse 10 uger.

I uge 4 efter opdateringen er mobiltrafikken til mobilvenlige hjemmesider altså steget med 38 % i forhold til perioden før. Grafen viser med andre ord en tydelig tendens til at mobilvenlige hjemmesider har fået mere trafik fra mobile søgninger – præcis som forventet.

Grafen for de ikke-mobilvenlige hjemmesider er dog ikke faldet tilsvarende, som man kunne have forventet. Den er faktisk nogenlunde på samme niveau som før, og det kan virke lidt underligt. Man kan måske argumentere for, at hvis man antager at besøgstallet i gennemsnit burde stige uge for uge, så har de ikke-mobilvenlige hjemmesider faktisk “mistet” trafik når deres niveau er uændret. Vi må dog huske på, at vi stadig kun har data for 4 uger.

Kigger vi på forskellen i trafik til mobilvenlige og ikke-mobilvenlige hjemmesider, viser vores data, at mobilvenlige hjemmesider har fået 32 % mere organisk mobiltrafik end ikke-mobilvenlige hjemmesider.

Selvom det viser en tydelig tendens, er det vigtigt at have i mente, at overstående er baseret på et relativt begrænset datagrundlag (i alt ca. 60 danske hjemmesider). I takt med vi får samlet mere data, skulle vi gerne få et mere nøjagtigt billede af, hvordan mobilopdateringen påvirker de forskellige hjemmesider.

Hvad har andre oplevet?

Marcus Tober fra analyseværktøjet SearchMetrics meldte ud, at de kunne se signifikante ændringer i hjemmesidernes synlighed, og han mener, at der vil være både store vindere og tabere i forbindelse med mobilopdateringen.

Hos Moz har de også fulgt opdateringen tæt, og selvom de observerede mindre udsving lige omkring d. 21. april, var deres konklusion, at der indtil videre, ikke har været noget at skrive hjem om.

Barry Schwartz fra Search Engine Roundtable spurgte læserne, om de kunne se ændringer efter mobilopdateringen, og kun 11 % svarede at de havde oplevet ændringer.

Ifølge Google skulle mobilopdateringen være helt implementeret, og det er derfor ikke sikkert, at vi kommer til at se en større effekt end det vi allerede har set. På Twitter indikerer Garry Illyes fra Google dog, at vi ikke nødvendigvis har set det sidste til mobilopdateringen, da Google vil fortsætte med at justere deres algoritme.

Hvad er din oplevelse?

Har du oplevet ændringer i placeringer eller besøgende siden 21. april? Del gerne dine oplevelser herunder.