Google Analytics Checkliste

Af Mads N. Lauridsen Kategori: Google Analytics

Google Analytics er verdens mest benyttede analyseprogram for websites, som bliver brugt af over 28 mio. websites verden over¹. En korrekt opsat og vedligeholdt Google Analytics konto er et værdifuldt redskab, når virksomheder skal fastlægge en succesfuld digital strategi, som øger tallene på bundlinjen.

clipboard-with-checkmark-hand-drawn-symbol

Det hænder dog, at virksomheder besidder misvedligeholdte Google Analytics konti, hvor de ud fra fejlfyldte informationer drager konklusioner, som resultere i forkerte beslutninger. Dette kan være yderst frustrerende, når en virksomhed gerne vil dykke ned i udviklingen eller intensivere deres digitale tilstedeværelse.

Denne artikel har til formål at sikre, at din virksomhed har et godt datagrundlag at drage konstruktive konklusioner ud fra . Der er ikke noget mere trist end at have flere års data, som mere eller mindre er ubrugelige, fordi man på daværende tidspunkt ikke havde overskuddet til at installere Google Analytics korrekt og vedligeholde det efterfølgende.

Checkliste

  • Målsporing
  • E-handelssporing / Udvidet E-handelssporing
  • Datakvalitet
  • Kampagnesporing
  • Link af konti
  • Intern søgemaskine
  • Diverse

Mål

Opsætning af mål er ofte en af de store forglemmelser hos mange Google Analytics brugere, hvilket er enormt ærgerligt, da det er en af de essentielle funktioner for at opsamle data, man kan bruge konstruktivt.

Helt basalt går det ud på, at definere hvilke elementer man gerne vil spore på websitet, som har en værdi for virksomheden. Dette vil typisk være udfyldelse af formularer, klik på mailadresser, opkald, tilmelding af nyhedsbrev/kundeklub osv.

Målene giver informationer omkring, hvilke trafikkanaler der performer bedst, og hvilke sider der har den største indflydelse på en konvertering (Opfyldelse af mål). Yderligere kan man se, hvor i købstragten brugeren falder af.

Elementer på siden, der ikke fører til en reel værdi/konvertering, men alligevel er vigtige at spore, kan man oprette som en hændelse. Det kan f.eks. være knapper som ”læg i kurv” eller ”kontakt os”. Ved at oprette en hændelse vil Analytics automatisk opfange disse klik, så man præcist kan se, hvor mange gange brugeren har klikket på ”kontakt os”.

E-handelssporing / Udvidet E-handelssporing

E-handelssporing er hvor man importere transaktionsværdier ind i Google Analytics, så man kan se omsætningen. De fleste webshops i dagens Danmark har installeret e-handelssporing, men det er stadig de færreste, som har implementeret udvidet E-handelssporing.

Udvidet E-handelssporing kan give langt mere detaljerede informationer omkring købsprocessen. Eksempelvis kan man se, hvor mange gange de besøgende i gennemsnit har set et produkt, før de lægger det i kurven , eller hvor mange gange de samme brugere fjerner et produkt fra kurven. Dernæst kan man oprette avancereret e-handelssegmenter, som man kan bruge i andre rapporter for at få et mere dybdegående overblik af performance.

udvidet-ehandelssporing

En anden vigtig ting ved udvidet E-handelssporing er, at man nemmere kan oprette avanceret/værdifulde tilpasset dimensioner og metrics. Eksempelvis kan man importere variable omkostninger (Produkt omk.), så man lynhurtigt kan danne sig et overblik over bruttoresultatet på de forskellige kanaler. Dette understreger blot vigtigheden i, at Analytics i større grad er og bliver et essentielt datacenter for virksomheder.

Datakvalitet

Stoler du på de data, du har til rådighed i Google Analytics?

En af grundstenene i Google Analytics er at have 100 % styr på de data, man ser i programmet. En god fremgangsmåde for webshops er at tjekke, om omsætningen i Google Analytics stemmer overens med jeres eget økonomisystem. Der er mange faktorer, som gør sig gældende her, og det er sjældent, at det stemmer 1:1. Hvis forskellen eks. er over 5-10 %, bør man undersøge forskellen nærmere. En af de hyppige fejl jeg ser er, at kvitteringssiden bliver loadet flere gange, fordi brugeren tilgår den pågældende kvitteringsside efterfølgende.

dobbelt_kvitteringsside

Mål kan ligeledes blive affyret forkert, hvor konverteringerne hurtig kan blive mangedoblet. Dette kan eksempelvis skyldes, at en bruger udfylder en kontaktformular, men har indtastet en invalid mail. Dette vil resultere i en fejlmeddelelse på siden, men kan resultere i en konvertering i Google Analytics, hvis det ikke er opsat korrekt.

Det er ligeledes vigtigt, at tjekke om betalingsmodulet stjæler omsætningen fra de andre kanaler. Dette kan ses ved at gå ind under Rapportering > anskaffelse > Al trafik > henvisninger. Hvis en stor del af omsætning stammer fra epay, mobilpay eller lignende, så er det højst sandsynlig fordi, at Google Analytics har svært ved at tildele værdien til den rette kanal. Dette kan fjernes ved at indsætte kilden under henvisningsekskluderinger.

henvisningsekskluderinger

Dine filterindstillinger har også betydning for, hvordan man ser data i Google Analytics. Her er det vigtigt at ekskludere egne IP-adresser samt 3. parts bureauer og lignende. Opsætning af Cross domain tracking er nødvendigt, hvis du sporer forskellige domæner med den samme Google Analytics kode. Problemet er, at en session vil tælle som flere, når man ikke har opsat cross domain tracking, da Google Analytics by default tilskriver en session per domæne.

Det er vigtigt at kontrollere, at Google Analytics tagget er opdateret til den nye version, og at det bliver affyret korrekt. Den nyeste version hedder Universal Analytics og rummer mange muligheder fremfor den tidligere version. Det er derfor vigtigt, at implementere den for at sikre, at alle funktionerne i Google Analytics er tilgængelige. Koden skal indsættes i headeren, da der ellers kan opstå problemer med affyringen.

Kampagnesporing

Ved du, hvilket nyhedsbrev eller Facebookopslag der førte til x antal kroner i omsætning? Hvis nej, skal du i gang med kampagnesporing.

Kampagnesporing går i korte træk ud på, at man tagger sine links, så Google Analytics præcist ved, hvor de besøgende kommer fra. I praksis fungerer det ved, at man på sit link tilføjer nogle parametre, som Google Analytics kan opfange. Her fortæller man Google Analytics, hvilken kanal trafikken kommer fra, og hvilken form for kampagne det er. Google har et godt værktøj til det her.

Tip! Kampagnesporing kan også bruges til offline events, hvor brugeren f.eks. scanner en QR kode eller tilgår et bestemt link.

Link af konti

Det er vigtigt at linke relevante konti med Google Analytics for at samle alt data et sted. Google Analytics kan tolkes som det primære datacenter for ens digitale forretning, hvor man samler informationerne fra alle kanaler.

Search Console er vigtig at linke til Google Analytics, da det giver et indblik i, hvilke organiske søgeord man bliver fundet på, og hvad de har generet af omsætning.

AdWords er vigtig at linke til, da man både får mere data ind i Analytics og i AdWords. Dette skyldes, at Analytics får adgang til AdWords data, herunder kampagnestruktur, søgeforespørgsler, udgifter m.v.. AdWords får derimod adgang til metrics fra Analytics såsom afvisningsprocent og besøgsvarighed.

NB Det er vigtigt at tjekke om antallet af sessioner er højere end antallet af klik, da omvendt kan resultere i at konverteringerne ikke bliver tildelt AdWords. Den primære årsag til problemet er, at ens AdWords links bliver viderestillet til en anden URL.

Intern søgemaskine

Den interne søgemaskine på en webshop kan give værdifulde informationer til ens digitale forretning. Her får man et indblik i, hvilke søgetermer ens potentielle kunder bruger, og hvilke produkter de efterspørger. Dette kan give ideer til, hvilke søgeord man skal bruge til AdWords eller søgemaskineoptimering. Ligeledes kan sporing af den interne søgemaskine hjælpe med at optimere brugeroplevelsen, hvor det er vigtigt at tjekke, at de rette produkter dukker op på de mest brugte søgninger.

Sporing af den interne søgemaskine skal sættes op manuelt og er ikke noget Google Analytics har som standard.

Diverse

  • Fejlsider bliver som standard sporet i Google Analytics. Problemet er dog, at siderne bliver sporet som almindelige sider uden en fejlmeddelelse. På nogle shops vil man kunne tjekke sidetitlen, hvor det vil fremgå, at det er en 404 fejl. Men det bedste vil være at oprette en ”virtual pageview”, hvor Google omskriver URL’en, så det fremgår, at det er en 404 side. Dette giver det bedste overblik.
  • Udgående links er et link, som sender brugeren videre til en anden side. Det er vigtigt at opsætte sporing på disse links, da der kan være bestemte sider, som i højere grad sender brugeren væk.
  • Universal Analytics har gjort det nemmere at importere ens markedsføringsomkostninger ind i Google Analytics. Dette giver et unikt overblik over, hvilke kanaler der har det bedste afkast.
  • Alarm funktionen i Google Analytics er en uvurderlig funktion, som er hurtig at sætte op. En opsat alarm kan give besked om, hvorvidt konverteringsraten er faldet drastisk, eller om besøgstallet er halveret.

Ovenstående skal betragtes som et udpluk af de vigtigste og mest gængse funktioner i Google Analytics for websites. Dette skulle gerne hjælpe din organisation med at udnytte Analytics i større grad, så i kan træffe værdifulde beslutninger. Blandt andre funktioner Google Analytics besidder, er det vigtigt at nævne sporing af apps, offline konverteringer fra fysiske butikker og splittest.