Overblik: De vigtigste AdWords overskrifter fra 2017

Af Frederik Hyldig Kategori: Google AdWords

Igen i 2017 har AdWords budt på masser af nyheder og spændende tendenser. Her får du et hurtigt overblik over nogle af de vigtigste overskrifter fra det sidste år.

1. Det blev igen sværere at skelne mellem betalte og organiske resultater

I starten af 2017 ændrede Google (igen!) det lille annonce-mærkat, således det blev sværere at skelne mellem betalte og organiske resultater. Mærkatet gik fra at være grønt med hvid skrift til i stedet at være gennemsigtigt med en tynd grøn kant. På billedet herunder vises den udvikling, der er sket på mindre end et år.
Ifølge Google handlede det om at gøre siden nemmere at overskue.

”We want to make it easier for users to digest information on the page, so we’re gradually trying to reduce the number of variations of colors and patterns on the page and bring a little bit more harmony to the page, which is why we reduced one of the color elements on the page”

Search Engine Land lavede i den forbindelse et interessant tilbageblik på, hvordan markeringen af de betalte resultater har ændret sig igennem de sidste 10 år.

2. Shopping overhalede alm. tekstannoncer

Jeg skrev i starten af 2017 et blogindlæg med overskriften “Google Shopping overtager søgeresultaterne“, hvori jeg blandt andet nævnte, at 2017 måske blev året, hvor vi ville “komme til at se, at Shopping i gennemsnit vil udgøre over halvdelen af alt AdWords-trafikken til webshops.” Det var lige præcis, hvad der skete.

Vi har analyseret udviklingen for Shopping-annoncer på tværs af vores danske e-handelskunder, og grafen herunder viser, hvor stor en del af søgetrafikken fra AdWords, der i gennemsnit er kommet fra henholdsvis Shopping-annoncer og almindelige tekstannoncer gennem de seneste år.

3. Eksakt match blev mindre eksakt (igen)

De forskellige matchtyper i AdWords fortæller Google, hvor nøjagtigt en søgning skal matche et søgeord, før det udløser annoncen. Den “strengeste” af disse match typer hedder eksakt match, og som navnet antyder, bruges den, når annoncen kun skal vises, hvis søgningen matcher søgeordet nøjagtigt.

I 2014 ændrede Google dog matchtypen, så eksempelvis tætte flertalsformer og stavefejl også automatisk blev medtaget. Og tidligt i 2017 ændrede Google så igen på match typen, således den nu også kan ignorere ordstilling og forskellige “function words”.

Ved et søgeord som [sko mænd] i eksakt match kan Google vælge at ignorere rækkefølgen og derfor udløse en visning på søgninger efter både [sko mænd] og [mænd sko].

Og Google kan altså også finde på at ignorere (eller tilføje) små uvæsentlige ord. Søgeordet [sko mænd] kan derfor også blive udløst ved søgningen [sko til mænd]. Omvendt kan søgeordet [sko til mænd] også blive vist ved søgningen [sko mænd].

Det er en klar tendens, at Google gør søgeordene (og AdWords i det hele taget) mere inkluderende, så du med de samme søgeord kan ramme flere personer. Google prioriterer således, at du hellere skal ramme bredt og så sortere ud i eventuel uhensigtsmæssig trafik – end at risikere at gå glip af trafik.

4. Målgruppe-målretning for søgeannoncer blev forbedret

Fremtiden for online markedsføring vil i høj grad handle mere om at kunne ramme de rigtige målgrupper end om at udvælge bestemte søgeord eller placeringer på bestemte sites.

I 2017 så vi Google indføre i hvert fald 3 nye eller forbedrede “audience” muligheder i AdWords. Det drejer sig som:

a) Similar audiences tilgængeligt for Search og Shopping

Similar audiences er Googles pendant til Facebooks Lookalike målgrupper. Ved at tage udgangspunkt i en eksisterende målgruppe kan Google lave en ny målgruppe med personer, som minder om dem på den oprindelige liste.

Similar audiences har eksisteret i noget tid, men det nye var, at man i 2017 nu kunne bruge dem på søgeannoncer og Shopping. Har du for eksempel et søgeord, som normalt er for bredt til, at det er rentabelt at annoncere på, så kan du overveje at tilføje et similar audience baseret på tidligere købere – og dermed udelukkende annoncere på ordet, når disse brugere søger.

b) In-market audiences tilgængeligt for Search

Google meddelte også i 2017, at de vil åbne for brugen af in-market målgrupper i søgekampagner. In-market audiences består af en lang række forskellige målgrupper, som rammer brugere som Google vurderer – baseret på for eksempel deres søgeadfærd – er i markedet for en given type produkter eller services.

En bilforhandler kunne eksempelvis målrette deres søgeannoncer mod brugere, der allerede har lavet søgninger som “mest økonomiske SUV” eller “bedste SUV 2018” og derfor ser ud til at være på markedet for en ny bil af denne type.

c) YouTube remarketing lister tilgængeligt for Search

I 2017 blev det også muligt at bruge remarketing lister fra YouTube i søgekampagner. Før kunne disse lister kun bruges i YouTube-annonceringen, men nu kan de altså ligeledes bruges som en del af målretningen for søgekampagner. Det betyder, at du for eksempel kan målrette dine søgeannoncer mod personer, der har set en af dine video-annoncer på YouTube.

5. Det gamle annonceformat blev helt udfaset

Google lavede i 2016 en af de største ændringer i AdWords historie, da de ændrede i annonceformatet. Det nye format har samlet set plads til flere tegn og er derfor lidt større end det gamle. Fra starten af 2017 var det ikke længere muligt at oprette annoncer i det gamle format.

6. Der blev åbnet for den nye AdWords brugergrænseflade

2017 var også året, hvor Google for alvor viste deres nye AdWords brugergrænseflade frem. I løbet af året har de givet flere og flere annoncører adgang til det nye interface, og nu har alle adgang. Du kan – for nu –  stadig selv vælge, om du vil anvende det nye eller det gamle.

Modtagelsen af det nye interface har indtil videre været overvældende negativ. Men flere nye funktioner er kun tilgængelige i det nye interface, og vi tvinges derfor lige så stille til at tage det i brug. Det forventes, at det nye interface bliver standard engang i 2018.

7. Google fik rekordstor bøde af Europa Kommisionen

Google fik i juni 2017 en rekordstor bøde svarende til næsten 18 milliarder danske kroner. Europa Kommisionen mente, at Google har misbrugt sin dominans som søgemaskine til at give en ulovlig fordel til et andet produkt, nemlig “produktsammenligningstjenesten” Google Shopping.

Som følge heraf har Google åbnet op for, at PriceRunner, Kelkoo og lignende prissammenligningstjenester også kan annoncere via Shopping. Et lille mærkant i produktannoncer fortæller nu, hvilken tjeneste annoncen kommer fra.

8. Ændring i, hvordan Google håndterer budgetter

I efteråret 2017 ændrede Google på, hvordan de håndterer kampagnebudgetter.

Førhen ville en kampagne ikke bruge flere penge, end dens daglige budget tillod (+20% på nogle dage). Når budgettet var opbrugt, ville kampagnen stoppe med at blive vist indtil næste dag – uanset hvor mange søgninger, der måtte være på en given dag.

Fra oktober ændrede Google dette, så kampagnerne i stedet har været i stand til at bruge op til 2 x det daglige budget på dage, hvor der er stor søgevolumen.

Det lyder umiddelbart som et smart tiltag fra Google, som gør, at de kan tjene flere penge, men det er i sidste ende også smart for annoncøren. Det mindsker risikoen for, at du står tilbage når måneden er slut og ikke har kunne bruge hele dit budget, fordi du har ladet dig begrænse på nogle dage, hvor du i virkeligheden burde have brugt lidt mere.

Ændringen betyder som udgangspunkt ikke, at man kan komme til at betale mere end planlagt. Google vil nemlig stadig overholde månedens budget (30,4 x dagsbudgettet). Du bør dog være opmærksom på denne ændring, såfremt du afvikler kampagner med meget kort varighed.

Det var nogle af de mange nyheder inden for AdWords i 2017. Er du interesseret i et tilbageblik over året, der gik, hos os i s360, er du også velkommen til at læse vores indlæg her.